Børnehuset Rinkenæs
 

Børnenes fødselsdag.

I Børnehuset Rinkenæs fejrer vi alle børnenes fødselsdage – enten på dagen eller en af dagene tæt på. Vi synes det er vigtigt for barnet at "have dagen for sig selv", så vi vil gerne, at I aftaler hvornår og hvordan, med personalet på barnets stue i god tid inden dagen, så det ikke falder sammen med andre begivenheder – der er jo også dage, hvor flere børn har fødselsdag på samme dag.

En fødselsdag kan fejres på mange måder. Fælles for alle fødselsdage er, at de fejres stuevis og er for alle stuens børn.

De fleste børn har et eller andet med, som de deler ud – men det er ikke noget krav

Nogle deler frugt, boller, is, flødeboller, kage (købt eller hjemmebagt) eller lignende ud. Det er jer, som forældre, der bestemmer, hvad I har lyst og overskud til. Børnene er lige begejstrede uanset niveauet. For dem handler det om at være i centrum. 

Vi har nogle faste ritualer for, hvordan barnet bliver fejret. Hver stue har en "fødselsdagsstol" som barnet sidder på, vi tænder stearinlys – ét for hvert år, vi synger fødselsdagssang og råber Hurra – også ét for hvert år og så flager vi. Barnet får en lille gave, som de andre børn har været med til at lave. 

Hvis I er i tvivl om noget ift. fejring af jeres barns næste fødselsdag, så tag fat i Stuens personale.